CLARA RYKKER TOUR TIL 2021 GRUDNET COVID-19 OG KONCERTEN PÅ SKRÅEN FLYTTES DERFOR TIL 6. MAJ 2021 
Millioner af streams, magasinforsider, en DMA som ’Årets nye navn’. Clara har plantet sit flag midt i dansk musik. Og på sit nye album, ’Growing Up Sucks’, gør hun alle klogere på, hvem hun egentlig er, for sangene står som brudstykker af en ung kvindes dagbog. Komplet med late night crushes, angst og ufiltreret livsglæde. Hun vil nemlig lave pop, der favner hele mennesker. Og med den nye single ”Girl Like You” udvider hun sit univers, og viser sine evner ud i dansen.
Pludselig bad hun produceren Frederik Carstens om at stoppe deres session. Planen var at lave en happy-go-lucky-sang, og ofte passer det tema udmærket den umiddelbare og spontane Clara. Men den dag kunne hun slet ikke være i det. De nulstillede alt, Clara greb blyant og papir, og ud kom ’Crazy’; en sang om at fare vild i sit hoved, om at mærke angsten lure.
”For at bruge et af mine yndlingsudtryk var det et emotional throw-up,” siger Clara.
Sangen markerede et vendepunkt for den danske sanger og sangskriver. I tiden op til dette øjeblik havde hun følt sig mere og mere tilsidesat i de sangskriversamarbejder, hun deltog i. Men nu tog hun selv teten.
”Jeg lærte en masse af at sidde med mere erfarne sangskrivere, men jeg havde så meget på hjerte, som ikke fik plads. Jeg nåede dertil, hvor jeg tvivlede på om, jeg overhovedet kunne skrive. Men Frederik gav mig plads, da jeg krævede den, og det blomstrede jeg af. Det betyder, at de sange jeg skriver nu, er set hundrede procent fra min synsvinkel,” fortæller hun.
Sådan begyndte det i virkeligheden oprindeligt. Med Claras uforstyrrede synsvinkel. Som barn i Kolind drev hun intuitivt mod musik og dans. Hun greb små melodier i luften, optrådte konstant og nedfældede sin første egentlige sang som 12-årig. At hun var ene søster i en kæmpe brødreflok betød samtidig, at hun kravlede højere op i træerne end sine søskende for at bevise sig selv, og at hun havde en storebror, der tog hende under sine vinger.
”Han gav mig lektier for: Du skal skrive mindst en sang om ugen! Og han spillede alt muligt musik for mig, som jeg sugede til mig.”
Hun blev inviteret med i brorens band, selv om hun var 10 år yngre end de øvrige medlemmer, og snart kom hun på radaren først hos producere i Aarhus, siden hos musikbranchen i København. Og selv om hun blot var en folkeskoleelev fra Djursland, var det aldrig et spørgsmål, om hun skulle synge og skrive. Det var et spørgsmål om hvordan og med hvem. Så hun løb linen ud, skippede gymnasiet, blev et stort barn i en voksenverden og markerede i 2018 sin 18-års fødselsdag med at udgive sit første album ’August Eighteen’. Det rummer en stribe millionstreamende sange, ligesom det var med til at sikre hende en Danish Music Award.
For Clara selv er det dog med ’Growing Up Sucks’, at hun for alvor træder i karakter. Som hun selv siger var ’August Eighteen’ processen, mens det nye album er resultatet. Nu arbejder hun selv med de mindste detaljer i studiet, og i samarbejde med producerne Frederik Carstens, David Mørup og Ole Bjørn har hun klarere defineret sin urbane poplyd, mens sangenes scenarier er plukket direkte fra hendes liv. Alt sammen indkapslet i den selvironiske titel, ’Growing Up Sucks’.
”Jeg er et ung menneske, som godt kan lide at gå i byen det ene øjeblik, og det næste øjeblik sidder jeg derhjemme og overtænker alting. Og det er jo nederen at få en masse ansvar og at skulle finde ud af, hvem man er,” siger Clara.
Der er powersangen ’Loving On Me’ og det flirtende, livsglade snapshot fra en bytur i ’Girl Like You’. Der er undskyldningen for at være en tvær veninde i ’Thank Me Later’, og der er i ’White Noise’ følelsen af at være fremmed til en smart fest og savne sine venner derhjemme. Sidstnævnte er dyster, rummer rockelementer og har linjen ”Will it always feel like I’m standing on the outside looking in?”
Sådan er det med Clara: Det ene øjeblik føler hun sig på toppen af livet. Det næste føler hun sig forkert. Derfor laver hun pop, hvor der er plads til al glitteret og til næste morgens ensomme eftertanke. Heller ikke på de sociale medier er hun i stand til at lægge et filter på sig selv.
”Jeg vil gerne vise, at jeg er helt menneske. At jeg nogle gange har det fedt og er glad for, hvordan jeg ser ud. At jeg andre dage står op med en bums i fjæset. Jeg går selv ind og unfollower de profiler, som giver mig dårligt selvværd, og det er vigtigt for mig, at de unge, der følger mig, får et nuanceret billede af virkeligheden,” siger Clara.
Samme idealer om menneskelige nuancer strømmer gennem den sangskrivning, hun fik prikket hul den dag, hun skrev ’Crazy’.
”Jeg håber, mine sange kan give power, når man har en dårlig dag og skal mase sig gennem en masse mennesker på Strøget. Jeg håber, mine sange kan give følelsen af at være mindre alene. Jeg håber, mine sange kan gøre, at man får det fedt med sig selv. Og jeg håber, at mine sange bare kan bruges til at have det grineren.”
Første single ’Legend’, fra’Growing Up Sucks’, udkom i efteråret 2019 og blev fulgt op af sangene, ”Thank Me Later” og ”Nobodys Lover” feat. Lord Siva i 2020, som blev en stor radio- og stremaning-succes.
Clara går ikke i stå – hun fortsætter sin hitparade fra ”Growing Up Sucks” med sangen ”Girl Like You”, som netop er udkommet med stor, flot sanse-musikvideo.
”Jeg håber, mine sange kan give power, når man har en dårlig dag og skal mase sig gennem en masse mennesker på Strøget. Jeg håber, mine sange kan give følelsen af at være mindre alene. Jeg håber, mine sange kan gøre, at man får det fedt med sig selv. Og jeg håber, at mine sange bare kan bruges til at have det grineren.”
’Girl Like You’ er netop en af de sange, der rummer både power og giver selvsikkerhed.