Om Nordkraft
Historien om Nordkraft
Når man opholder sig i Nordkraft er man ikke et sekund i tvivl om, at de tykke betonmure gemmer på en masse spændende historie. Oprindeligt forsynede den gamle Nordkraft bygning aalborgenserne med el. I dag er det en noget anden funktion, bygningen har.
Det gamle kraftvarmeværk blev etableret tilbage i 1947, hvor det fungerede som et elværk og arbejdsplads for op imod 384 ansatte. Strømforbruget var i denne periode støt stigende, og derfor gennemgik Nordkraft flere udvidelser. Blandt udvidelserne var blandt andet kedelhuset, som blev bygget i 1958-1959. I 1997 blev de sidste kilowatt produceret på Nordkraft, og de gamle turbiner og kedler blev herefter brugt som varmereserve for fjernvarmeforsyningen. Den sidste ansatte forlod Nordkraft den 14. januar 1999, og et nyt kapitel kunne starte i de gamle bygninger.
Nu skulle der nytænkes. En nedrivning af det gamle kraftværk ville være en meget omkostningsfuld løsning, og i 2005 besluttede Aalborg kommune sig for at starte projektet Nordkraft, som vi kender det i dag. Man var dog længe i tvivl om, hvad den gamle Nordkraft bygning skulle bruges til. Det ville være nærliggende at etablere lejligheder og butikker, dette blev dog ikke tilfældet.
Fra Aalborg Kommunes side var der mange tanker i spil. Der blev blandt andet talt om et nyt børnekulturhus. I 2004 købte Aalborg kommune grunden inklusiv de bygninger hvor Nordkraft står. I 2007 gik renoveringen af Nordkraft i gang. Man ønskede en renoveringsløsning med respekt for kraftværkets sjæl og oprindelige udseende. Denne løsning kunne CUBO-artikekterne A/S fra Aarhus levere, og netop derfor blev de udvalgt til opgaven med totalrenoveringen af Nordkraft. I 2009 kunne man endelig åbne dørene for det første arrangement.
Nordkraft huser i dag 16 "ejerlejligheder", der alle er solgt til køber i rå udformning. Prisen for hele bygningen fer på 410 millioner, hertil kommer 13 milliioner til køb af grunden, samt udgifter til etablering af udearealer. Det var meget vigtigt for Aalborg Kommune, at ingen blev tvunget til at indgå i visionen, men at man indgik af egen fri vilje, derfor er alle beboere også mere eller mindre frivilligt placeret i Nordkraft.
De største aktører i Nordkraft er DGI med ca. 5.000 kvm., Aalborg kommune med ca. 6.500 kvm. og Skråen med ca. 4.000 kvm.. Der udover er der en række mindre aktører. Alle aktørerne er organiseret i en ejerforening med en bestyrelse.
Alle fællesarealerne i Nordkraft, også kaldet byfællederne, ejes af Ejerforeningen Nordkraft. Driften af disse byfælleder varetages af Aalborg kommune.
Nordkraft i dag
Nordkraft - Aalborgs forhenværende kuldrevne kraftværk - fyrer nu næsten døgnet rundt op under et koloreret mix af liv, kultur, sport og fritid i monumentale rammer af rå newyorker-arkitektur lige midt i byen.
Stand up og samtidskunst - brunch og bio - musik og motion - pasta og piano - fritid og fællesskab - konference, klatring, koncert... Ja - her er oplevelser for de fleste og rum for det meste... - til aktivitet, eftertænksomhed, hygge, kreativitet, læring...
Her syder af klub- og foreningsliv og forskellige læringsmiljøer under f.eks. AAU, Fokus Folkeoplysning og Aalborg Kulturskole, der tilbyder undervisning i musik, billedkunst og drama. KUL er også et af kulturtilbudene - iværksat af Aalborg Ungdomsskole fungerer det både som café, spillested, event- og informationshus med øvefaciliteter og workshops bl.a. indenfor musik, journalistik, medier, dans, teater og kunst.
Oppe under taget ligger Dreamhouse - et erhvervshus for mindre virksomheder og iværksættere, der opererer i overlappende brancher mellem kultur, kreativitet og business. Du kan smage på det månedlige fødevaremarked med lokale delikatesser.
Overalt i huset er der skiftende events - måske eksperimenterende fotokunst, mageløse billeduniverser eller noget streetperformance. Og næste gang du kommer, er der helt sikkert noget ganske andet spændende...
I Kunsthal Nord har du altid gratis adgang til dansk og international billedkunst, kunsthåndværk og design, der afspejler vores samtid og som samtidig er platform og mødested for debat og kulturformidling med arrangementer som f.eks. foredrag, Artist Talks og koncerter.
Skråen inviterer til musik, shows og events med såvel nationale som internationale navne mens Teater Nordkraft underholder og udfordrer med skuespil i 4 sale. I Aalborgs uafhængige biograf, Biffen, tilbydes alle filmsjæle seværdige oplevelser på lærredet.
Her er sundhedscenter og handicapidræt. Og du kan få pulsen op i DGI Huset med et væld af sportslige oplevelser - med bl.a. trampolin, badminton og Danmarks største indendørs klatrevæg, inspireret af norske Prekestolen, det navnkundige klippefremspring nær Stavanger. Og slut så af på Den Grønne Café med sund mad, lavet fra bunden på årstiden friske og gerne økologiske råvarer.
Ellers får du smagsløgene krydret i det italienske køkken på restaurant Azzurra eller kigger indenfor til autentisk indisk restaurant- og caféstemning på Mumbai, der byder på mange eksotiske retter samt isdesserter fremstillet efter italienske principper.
Vi glæder os til at overraske dig...